• DK
  • GB

Skærgaarden

< tilbage 23-06-2011 - 13:14

Nyhedsbrevet er udkommet

Det bobler af liv på Skærgården

Hvordan er det at være Ridefysioterapeut på Skærgården

Peters hygge hold

Vi holder sommerferie

Dette forår har stået i de små og nyfødtes tegn. Kimberly lagde ud med at få et yndigt gyldent hoppeføl d. 31. marts. Folingen startede kl. 24.00 og gik ganske efter bogen. Kl. 01,30 var føllet oppe at få mælk. En meget kvik lille dame var kommet til verden. Siden da har hun brugt tiden på at spise og sove, så hun er blevet en meget trivelig pige.
Hun hedder Skærgårdens Golden Love.

D. 30. april fik Butterfly et fint langbenet hoppeføl. Hun var meget stor, og særlig køn var hun ikke, da hun havde forholdsvist lange ører proppet med hår. Efter fem uger med mors mælk har hun vokset sig til en dejlig, langbenet sag.
Hun har fået navnet Skærgårdens Electric Love.

D. 1. maj fik Gunhilds ”Sally” 9, skriver NI, fine, små og levedygtige hvalpe, to gule og syv sorte. Vi har næsten alle været på tur til Gunhild og set og rørt en hvalp eller to. De er dejlige og runde. Sally er en god hundemor.
Så har du lyst til en hvalp skal du kontakte Gundhild.

D. 7. juni besluttede hoppen Fiona at nu skulle det være – lige midt på marken! Og i løbet af kort tid, sådan så det hvert fald ud for os der var så heldige at se det, folede Fiona med et meget kønt lille hoppeføl. Den lille ”dame” var kun omkring to timer om at komme op at stå og få sin første mælk.Fiona hjalp hende godt.
Den nyfødte har fået navnet Skærgårdens Lost Love.

Hun kunne desværre ikke klare denne verden og døde efter kun to dage.
Det er meget trist.

Hvordan er det at være Ridefysioterapeut på Skærgården

Jeg har nu været her hver torsdag i knap fire år, og kan afsløre at det er rigtig godt.

Hestene fylder naturligt nok en del i hverdagen her. SKØNT, når man nu synes, det er nogle fantastiske dyr. I vinters blev der afholdt et kursus for ridefysser, handicapinstruktører og hjælpere på Skærgården. Kursuslederen bad os hente den ”dummeste” eller mest uopdragne hest i stalden. Da kom vi til kort – for vi kunne faktisk ikke diske op med en træls hest. Vi kunne finde en der ikke havde været der så længe, men den var heller ikke hverken dum eller uopdragen nok til at han for alvor kunne vise os det, han ville. Men vi fik vist de grundlæggende principper, og det var også fint.

Arbejdet bliver lettere, mere interessant ogtilfredsstillende når hestematerialet er på plads. Jeg bliver så glad og overrasket når et barn kommer stavrende med mor i hånden og mor fortæller, at barnet ikke kunne gå/sidde selv, da det startede på Skærgården, og at forældrene havde fået besked om, at det heller ikke ville komme til at ske. Hver gang bliver jeg forundret – på den fede måde.

Miljøet på Skærgården er tidligere blevet beskrevet som et sønderjysk kaffebord i beklædning. Det må jeg kraftigt dementere! Næh, nej. Sådan er det ikke. Vi fejrer bare alle livets højtider med en enkelt kage eller to. Vi har netop, over to dage, fejret min svigerfars indkøb af ny plæneklipper, og noget siger mig, at der ikke kan være længe til den næste anledning dukker op… Og hvis du kan få det ned, har du godt af det!
Mig selv, sagde hunden… Ja, jeg har fået mig en ny hat. Jeg fik konstateret sclerose i december, og er nu i arbejdsprøvning her på Skærgården. Jeg er nu på medicin, og lægerne siger, at min prognose er
god. Det er hårdt arbejde at æde en elefant – men det ved de fleste af jer jo i forvejen. Nu ved jeg det også.
Jeg skal være i arbejdsprøvning alle hverdage frem til efter sommerferien, så de af jer, der endnu ikke har mødt mig, render måske på mig.

Ann Bøgelund

Peters Hygge hold

”Onsdags hygge holdet”
Hver onsdag formiddag mellem 11 og 11.30 mødes vi, og mens der brygges kaffe, går snakken, om hvad der er sket siden sidst. ”Hygge-holdet” består af Inga, Thyra, 2x Marianne, Anette og Peter og for os er det at gå til ridning én gang om ugen ikke kun noget med heste at gøre men i lige så høj grad et spørgsmål om hyggeligt socialt samvær. For os er hygge ensbetydende med god tid til både at lytte og fortælle, alt imens der indtages frisk brygget kaffe i rå mængder sammen med den medbragte kage. Og her er intet overladt til tilfældighederne… vi vil nemlig ikke risikere at stå uden brød til kaffen, så derfor har vi lavet en plan (kageplanen), der er gældende for et helt år. Derudover holder vi både jule- og påskefrokost samt afslutning den sidste gang inden sommerferien, hvor Inga sørger for lidt ekstra godt. Jow.. jow det er sgu ikke kedeligt at gå til ride fysioterapi på Skærgården, og jeg må, som enlig hane blandt mange høns, helt klart indrømme, at jeg nyder hvert sekund herude.
Om det så er kaffen, kagerne og det sociale samvær herom eller hestens rolige bevægelser kombineret med lidt gymnastik, der gør det, kan jeg godt være lidt i tvivl om, men fakta er, at jeg har det meget bedre når jeg sætter mig ind i min bilen, og kører hjemad igen.
Hilsen Peter

Vi holder sommerferie:

Vi starter sommerferien søndag d. 10 juli og starter igen tirsdag . 2 august.

Vi ønsker jer alle en varm og dejlig sommerferie.


< Tilbage